Nu regner det på ruden igen, jeg laver alt det jeg ikke burde. Sidder i mit vindue, venter på kaffen der koger og tænder snart min cigaret. Bob Dylan synger ud i rummet og ind i mit hoved, enkelte sætninger trænger gennem mit tågeslør af ugidelighed. Well ask me why I’m drunk all the time, it levels my head and eases my mind.

Tænker I mit stille sind på at bevæge mig ud. Ud i livet og drikke mig fra sans og samling. Smide verden over bord og gøre hvad der passer mig.

Når det bliver sommer og alt der skal gøres er gjort. Når jeg har flyttet mine ejendele fra Frederiksberg til Christianshavn og gået op til de der fandens eksamener. Når tankerne er tænkt og frustrationen veloverstået. Når jeg har drukket sindet på afveje og røget mig ind i en anden verden fyldt med musik, mennesker og liv dér lige i starten af juli. Vil jeg gå, ikke på liste-tå som jeg plejer, men trampe af sted, sætte fodspor og række min tommeltot mod syd. Løbe mod de Parisiske stræder; helt og aldeles alene. Gøre det for mig og ingen anden…