sæt dig stille ved min side og fortæl mig livets eventyr

sidder i mine hvide skjorte,
og drikker ufokuseret min kaffe
i den røde sofa på caféen.
Skriver ord om ting der snart ikke giver mening,
for ord danner sætninger
og siderne fyldes i lynets hast.
Jeg mister følsen af tid og sted,
verden omkring mig.
Midt i min fordybelse forsvinder jeg
ind i en storm af borgerrettigheder
og radikale meninger om livet.

Lige nu er jeg bare træt
Træt af verden og dens fandens høje ambitioner
Træt af livet og kaffen der er blevet kold,
Træt af natten der trækker dagen ud
Og vinterkulden der insisterende kommer igen
Gang på gang på gang,
Træt af tiden der snegler sig afsted og stadig løber fra mig
Træt af ansvar og opvask
Træt af lysten til en cigaret
Og min så fortiden dårlige evne til at være alene.
Jeg er ganske enkelt bare træt.

Nu regner det på ruden igen, jeg laver alt det jeg ikke burde. Sidder i mit vindue, venter på kaffen der koger og tænder snart min cigaret. Bob Dylan synger ud i rummet og ind i mit hoved, enkelte sætninger trænger gennem mit tågeslør af ugidelighed. Well ask me why I’m drunk all the time, it levels my head and eases my mind.

Tænker I mit stille sind på at bevæge mig ud. Ud i livet og drikke mig fra sans og samling. Smide verden over bord og gøre hvad der passer mig.

Når det bliver sommer og alt der skal gøres er gjort. Når jeg har flyttet mine ejendele fra Frederiksberg til Christianshavn og gået op til de der fandens eksamener. Når tankerne er tænkt og frustrationen veloverstået. Når jeg har drukket sindet på afveje og røget mig ind i en anden verden fyldt med musik, mennesker og liv dér lige i starten af juli. Vil jeg gå, ikke på liste-tå som jeg plejer, men trampe af sted, sætte fodspor og række min tommeltot mod syd. Løbe mod de Parisiske stræder; helt og aldeles alene. Gøre det for mig og ingen anden… 

som tunge dråber af himlens væde
slår du mod min rude
banker larmende på og springer
i tusinde og atter tusinde stykker
til hver partikel der er dig
falder til jorden og løber
triller langs den kolde asfalt
ned mod kloakens uendelige sorte
der er du intetheden
og intetheden er dig