Jeg snakkede med min far idag
om alt og intet.
Mest om livet og mig.
Om usikkerhed, frygt og mod,
om en bog han købte.
Med smukke ord. Smukke meninger.

Citater fra den, satte ord på ting jeg tumler med.
bl.a. hviskede den til mig;

"Min oplevelse af tusindvis af mennesker er at de klamrer sig til deres ulykkelighed af den enkle grund, at de har udviklet en særlig slags venskab med den. De har levet så længe med den, at det at forlade den nu vil være næsten som en skilsmisse."

Det hænder,
at jeg har det sådan.
Min ulykkelighed er den jeg var
og måske ikke længere er.
Men ikke kan slippe, fordi vi blev venner.
Selvom jeg nu går af andre veje.
Er det svært.