Det er ikke måden hvorpå du ubesværet betræder min verden
eller hånden der vant glider gennem mit hår
Det er faktisk ikke dig,
det hverken handler eller drejer sig om.
Men hyldens hvide blade, der falder lettere end sne
hvis duft hænger tung og kvalmende over mit hoved.
Og vandets lette krusning i dæmringlysets løgnagtige skær
Der giver mig lyst til flygtende at løbe
over stok og sten og bare væk fra det hele
Fordi verden, livet og lysten bliver for meget
Så meget at ord ikke længere danner sætninger og tanker ikke mening
og jeg ønsker bare at være mig og have tid til at samles.