Endeløse rækker af spor.
Der fører ud i verden, hjem eller hen.
Til steder fyldt med minder, levede liv og alt der endnu ikke er sket.
Den langsomt opgående sol, der farver den støv-blå himmel lysere og lysere.
Midt i dæmringstimen giver lygternes orange skær himlen et mækværdigt lys.
Som et udefinerbart vivar af utroligt ro og uendeligt kaos.
Det støvede lys flyder over utallige marker der driver forbi.
Brydes, af træernes mørke konturer, det pludselig lys fra en by
og civilisationens larmende elektricitet.
Til den dunkende lyd af musik et sted langt inde i mit hoved kl. lidt i 5 om morgenen
føler jeg, at netop nu,
betragter jeg alt, intet og vejen ud i verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar