går igennem regnvejret
der renser verden
både udvendigt og inden i
og lader mig opsluge
mens lysten til en cigaret
vokser for hvert et skridt jeg tager

som sand forsvinder mellem rynkede hænder
som vinden der sætter et spor i dit hår
som ordene der langsomt forlader munden
og efterlader en udfyldt tomhed af hensigter

ser jeg alt forsvinde, gå tabt eller bort
i glemsel og minder
og alt der efterlades er et sløret aftryk
af hvem vi var i går

løbet tør for ord, der er tørke i min mund
kan vi ikke udskyde verden, lade livet gå lidt i stå
midt i solnedgangens varme lys
hvor kanalen glimter som tusinde diamanter
eller bare midt i stjerneskuddet fra i nat
ønsker, drømme der aldrig bliver opfyldt.

sådan er det nu engang,
når natten er ung og timerne lange.
jeg sidder i mit vindue
mens tonerne forsvinder langsomt ud i mørket.
kan ikke tage mig sammen,
til hverken det ene eller det andet,
slet ikke lægge mig til ro.
formler og beviser danser for mit indre øje
og jeg gider ikke mere.
vil bare sige stop og holde op
aldrig, aldrig gøre det mere.

hvor i verden skal man være, når man ikke kan være i sig selv?

Med lukkede øjne ramler mit sind
tankerne bliver væk i det uendelige mørke
og byens nattelyde når mig
som en brise fra syd
Jeg fyldes af en evighed så uendeligt stor
at kun dens tomrum
giver genklang i min krop.